ANDRE

Hvad forårsager metallisk smag i munden, og hvordan slipper man af med det?

DEL

Har du en metallisk smag i munden? Med mindre du lige har slikket på en mønt, kan denne opdagelse være underlig. Men tilstanden er mere almindelig, end du forestiller dig, og der er mange mulige årsager til en ubehagelig, metallisk smag i munden.

Parageusi (også kendt som dysgeusi) er det medicinske navn for en forstyrrelse af din smags- og lugtesans. Det kan give en metallisk, bitter, salt eller harsk smag i munden – og det kan ske pludseligt eller gradvist over en længere periode.

Årsager til en metallisk smag i munden

Parageusi og den medfølgende metalliske smag i munden kan forårsages af en række faktorer fra dårlig mundhygiejne til bivirkninger fra medicin eller graviditet.

Vi undersøger de potentielle årsager til en mund, der smager som metal samt forebyggelses- og behandlingsmuligheder.

1. Metallisk smag i munden under graviditet

Du kan opleve en metallisk smag i munden i begyndelsen af graviditeten, hvilket sandsynligvis skyldes den nye hormonbalance. Ud over en metallisk smag i munden kan det få nogle fødevarer, du normalt er glad for, til at smage meget ubehageligt, eller andre fødevarer, du normalt ikke bryder dig om, til at smage lækkert!

Denne metalliske smag i munden under graviditeten er ret almindelig og kun midlertidig. Det forsvinder normalt efter fødslen. Du kan hjælpe med at minimere effekten af en metallisk smag i munden under graviditeten ved at sutte på pebermyntebolcher eller is og undgå metalbestik et stykke tid.

2. Metallisk smag i munden på grund af medicin

Forskellig medicin kan have en hel række bivirkninger og være årsagen til en vedvarende metallisk smag. Normalt vil disse ændringer i smag forsvinde, når du holder op med at tage medicinen – men hvis du gennemgår en permanent behandling, kan du tale med lægen om alternative medicinpræparater.

Så hvis du spekulerer på, hvad årsagen til en metallisk smag i munden er, kan det være, fordi du tager visse typer medicin:

  • Antibiotika, gigt eller diabetesmedicin En række antibiotika, diabetesmedicin og gigtmedicin som allupurinol kan give en metallisk smag i munden. Det skyldes, at medicinen delvis optages i munden via spyt og giver den metalliske eftersmag.

  • Vitaminer

    Hvis du tager vitamintilskud, der indeholder zink, kobber, jern eller krom kan det fremkalde en metallisk smag i munden. Tal med lægen om den korrekte dosis, du bør tage.

  • Antidepresssive midler og anden lithium-medicin

    En bivirkning ved antidepressive midler, der indeholder lithium, er, at de kan lukke dine smagsløg. Det kan medføre en tør mund eller en metallisk smag i munden.

3. Andre årsager til en metallisk smag

  • Vitaminmangel

Vitaminmangel er en af de potentielle årsager til en metallisk smag i munden. En alvorlig mangel eller underskud af B-12-vitaminer kan begynde at påvirke centralnervesystemet, ændre din opfattelse af smag og frembringe en underlig smag af metal.

  • Dårlig mundhygiejne

Vi glemmer alle at børste vores tænder en gang imellem, eller vi børster ikke ordentligt, men en alvorlig mangel på mundhygiejne kan medføre karies og tandkødssygdomme. Ubehandlet kan tandkødssygdomme udvikle sig til en mere alvorlig tilstand, kendt som Vincent’s infektion, der giver en metallisk smag i munden, træthed, blødning og ulcerøs tandkødsbetændelse.

  • Forstyrrelser i centralnervesystemet (CNS)

En hovedskade, et slagtilfælde eller Bells paralyse kan alt sammen påvirke centralnervesystemet og medføre en metallisk smag i munden, hovedpine og træthed.

  • Fødevareallergi og rygning

Cigaretrygning kan forstyrre smagsprocessen, og give en metallisk smag i munden. Allergi over for nogle fødevarer kan fremkalde kroppens naturlige forsvar og frigive histaminer i blodstrømmen, der kan give en metallisk smag.

  • Eksponering for kemikalier

Inhalering af store mængder af kemikalier, der indeholder kviksølv eller bly, kan give en metallisk smag i munden, kvalme, hudirritation og nerve- eller åndedrætsproblemer.

Metallisk smag i munden: Forebyggelse og behandling

Din metalliske smag i munden afhænger af årsagen, så det er en god idé at tale med lægen om en effektiv strategi. Det kan omfatte reduktion eller ændring af din medicindosis.

Du kan hjælpe med at slippe af med en metallisk smag ved at spise mintbolcher, undgå metalbestik, undgå at ryge cigaretter eller eksperimentere med forskellige fødevarer, der hjælper med at overdøve den metalliske smag, efter du har spist.

Opretholdelse af en streng mundhygiejnerutine kan også hjælpe med at slippe af med den metalliske smag og forebygge udvikling af sygdomme, der forårsager den. Det kan omfatte tandbørstning med en antibakteriel tandpasta, regelmæssig brug af tandtråd til at fjerne madrester, tungeskrabning og brug af en nænsom antibakteriel mundskyl til opfriskning af ånde og fjernelse af plak.

OSS

  • Hvorfor har jeg en metallisk smag i munden?

    Der er mange potentielle årsager til en metallisk smag i munden, herunder dårlig mundhygiejne, graviditetshormoner, bivirkninger fra medicin eller vitaminmangel.

  • Er en metallisk smag et tegn på ketose?

    Ketose eller ’keto-ånde’ kan skelnes af en metallisk smag,

    der ikke forsvinder trods gode mundhygiejnevaner. Årsagerne til keto-ånde er systemisk og kan kun fjernes ved en ændret kost.

  • Hvordan slipper jeg af med en metallisk smag i munden?

    Hvis du følger en sund mundhygiejnerutine, undgår metalbestik og rygning af cigaretter, og eksperimenterer med forskellige fødevarer som krydderier eller urter, kan det alt sammen hjælpe dig med at slippe af med en metallisk smag i munden.

Kilder:

https://www.healthline.com/health/metallic-taste-in-mouth

https://www.webmd.com/oral-health/metallic-taste-mouth

https://www.nhs.uk/conditions/metallic-taste/

https://medlineplus.gov/ency/article/003050.htm

https://health.clevelandclinic.org/common-causes-for-metallic-taste-in-your-mouth/

https://my.clevelandclinic.org/health/diseases/17776-trench-mouth

https://www.webmd.com/oral-health/features/low-carb-diets-can-cause-bad-breath