Hvis du spekulerer på, hvorfor din tunge er hvid, har du måske belægning på tungen, hvilket også er kendt som ’hvid tunge’. Denne tilstand er normalt harmløs og forårsaget af, at bakterier, svamp og døde celler bliver fanget mellem din tunges betændte papiller.
Dine papiller er små dupper på tungen, der hjælper os med at smage mad, skelne mellem salt, sødt, surt, bittert og umami.
Med hvid tunge kan hele tungen være hvid, eller du bemærker måske små, hvide pletter på tungen eller endda en lodden tunge.
Mens en hvid tunge normalt ikke er noget at bekymre sig om, kan denne tilstand være et symptom på en underliggende mere alvorlig sygdom eller infektion. Hvis den hvide belægning på tungen ikke forsvinder eller bliver værre, er det bedst at tale med tandlægen for vejledning.
Årsager til hvid tunge
Hvid tunge er ofte relateret til mundhygiejne, men det kan også skyldes nogle lægemidler eller sygdomme. Læs videre, hvis du vil vide mere om de vigtigste årsager til hvid tunge
Mundhygiejne
Dårlig børstning og forkert brug af tandtråd kan medføre opbygning af bakterier i munden, hvilket kan vise sig som små hvide pletter på tungen.
Rygning og alkohol
Alkohol har en vanddrivende effekt, der kan medføre mindre spytproduktion og udtørring af munden. Rygning kan også medføre tørhed, da det reducerer mængden af ilt i blodet, hvilket fører til tandkødsproblemer og en stigning i bakterier og plak, hvilket kan medføre hvid tunge.
Trøske
Trøske skyldes en spredning af gærsvampe kaldet Candida. Denne svampeinfektion forårsager små hvide plamager på tungen eller en helt hvid, lodden tunge. Trøske kan også skyldes brug af antibiotika, der påvirker balancen af sunde bakterier eller svamp og således medføre, at mere skadelige spredes.
Leukoplaki og geografisk tunge
Geografisk tunge er en harmløs tilstand, der kan vise sig som hvide eller røde plamager, der ligner et kort. Leukoplaki medfører hvide pletter på tungen, tandkødet og indersiden af kinderne. I sjældne tilfælde kan leukoplaki forværres betydeligt, hvis det ikke stoppes, så det er en god idé at overvåge tilstanden og tale med tandlægen, hvis symptomerne ikke forbedres.
Tungepiercinger
Opbygningen af bakterier i munden kan inficere din tungepiercing. Det kan give en tungeinfektion og medføre en hvid belægning på tungen.
Underliggende sygdomme
Hvis du har HIV, diabetes, hypothyroidisme, eller et svækket immunsystem, kan du være mere udsat for at få trøske, der forårsager hvid tunge.
Syfilis, en seksuelt overført sygdom, kan også medføre hvide pletter på tungen, hvilket kaldes syfilitisk leukoplaki.
Symptomer på hvid tunge
Ud over de synlige tegn på hvid tunge, kan du også opleve yderligere symptomer som dårlig ånde, en grim smag i munden og/eller bemærke, at papillerne bliver forstørret.
Da hvid tunge normalt skyldes en øget mængde bakterier eller svamp i munden, vil denne stigning også være ansvarlig for den dårlige ånde og smag i munden, der også kaldes halitose.
Sådan slipper du af med en hvid tunge
Hvid tunge er normalt harmløst og går væk af sig selv eller med forbedret mundhygiejne. Hvis du lider af hvide pletter på tungen, skal du sørge for at drikke rigeligt vand for at holde munden hydreret og følge en sund afbalanceret kost.
Det kan også hjælpe den hvide tunge til at gå over hurtigere, hvis du afholder dig fra at drikke alkohol eller ryge.
Hvis du spekulerer på, hvordan du slipper af med en belægning på tungen topisk, kan du bruge antibakteriel mundskyl, der hjælper med at bekæmpe bakterieopbygning og børste tænder og mund regelmæssigt med antibakteriel tandpasta som stannofluorid. Du foretrækker måske at bruge en tungeskraber, der er specielt designet til at hjælpe med at rengøre tungens overflade.
Hvis tilstanden varer ved, bør du altid kontakte tandlægen, da han/hun kan hjælpe med at anbefale den bedste behandling.
Forebyggelse af hvid tunge
Den bedste måde at forebygge hvid tunge er at opretholde en god generel mundhygiejne. Børst tænder mindst to gange om dagen med en antibakteriel tandpasta som stannofluorid. Suppler med tandtråd og en antibakterielt mundskyl.
Regelmæssige tandeftersyn og professionel tandrensning hjælper med at fjerne plak og tandsten i svært tilgængelige områder og opretholde en god mundsundhed
OSS
Hvorfor er min tunge hvid?
Der kan være mange grunde til, at din tunge virker hvid. De fleste tilfælde af hvid tunge er harmløse og skyldes primært dårlig mundhygiejne. Men denne tilstand kan også være forårsaget af underliggende tilstande som HIV, hypothyroidisme og trøske.
Hvordan slipper jeg af med hvid tunge?
De fleste tilfælde af hvid tunge går over af sig selv. Hvis du opretholder en god mundhygiejne, undlader rygning eller at drikke for meget alkohol og følger en afbalanceret kost, vil de hjælpe dig med at slippe af med den hvide belægning på tungen hurtigere.
Hvad betyder hvid tunge?
En hvid tunge er normalt tegn på dårlig mundhygiejne. Din tunge virker hvid på grund af en opbygning af bakterier, svamp eller madrester, der sidder fast i de betændte papiller på tungen.
Er hvid tunge slemt?
De fleste tilfælde af hvid tunge er ikke alvorlige og kan behandles ved at genoptage en god mundhygiejne og bruge antibakteriel mundskyl. Men det er altid bedst at konsultere tandlægen, hvis symptomerne ikke bliver bedre, da hvide pletter på tungen kan være forårsaget af andre underliggende medicinske tilstande.
Kilder:
https://www.healthline.com/health/dental-and-oral-health/white-tongue
https://my.clevelandclinic.org/health/diseases/17654-white-tongue